Netikette
Ti regler for god tone
Netikette er et gammelt ord fra internettets barndom, sat sammen af net og etikette. Reglerne er de samme, som gælder alle andre steder, vi taler sammen, bare tilpasset en verden, hvor alt står på skrift.
- 1
Husk mennesket bag skærmen
Skriv kun det, du også ville sige, hvis personen stod foran dig. Det er en gammel tommelfingerregel, og den holder stadig.
- 2
Læs, før du svarer
Læs hele indlægget og gerne tråden, før du skriver. Mange skænderier starter med et svar på noget, der aldrig blev sagt.
- 3
Hold dig til emnet
En tråd om en ny cykelsti er ikke stedet for dine meninger om alt andet, borgmesteren har gjort. Start hellere en ny tråd.
- 4
Skriv tydeligt
Korte afsnit, hele sætninger og et klart budskab. Store bogstaver læses som råb, og mange udråbstegn som vrede.
- 5
Pas på med ironi
Det, der er sjovt i dit hoved, kan virke ondt på skrift. Skriv det hellere ligeud, eller gør det tydeligt, at det er for sjov.
- 6
Respekter fællesskabets regler
Grupper og fora har ofte egne regler. Læs dem, og respekter, at det er moderatorerne, der bestemmer, hvad der hører hjemme.
- 7
Del ikke andres private oplysninger
Adresser, telefonnumre, billeder og private beskeder deler du ikke uden samtykke. Det kan også være ulovligt.
- 8
Tjek, før du deler
Del ikke en historie, bare fordi den passer til det, du mener. Se efter afsender, dato og om andre seriøse medier har den.
- 9
Indrøm, når du tager fejl
Det er en styrke at skrive "der har du ret". Det gør dig mere troværdig næste gang, du er uenig.
- 10
Ved, hvornår du skal stoppe
Du skal ikke have det sidste ord. Når I har sagt jeres og ikke kommer videre, så lad tråden være.
Særligt for den, der styrer en gruppe
Er du moderator i en gruppe eller et forum, så skriv få og klare regler, og sæt dem et sted, hvor alle kan se dem. Grib ind tidligt og roligt: en venlig påmindelse til én person virker ofte bedre end at lukke hele tråden. Og vær den samme over for dem, du er enig med, som over for dem, du er uenig med.